Vedtægter for ”Ballerup Skytteforening”
§ 1.1
Foreningens navn er ”Ballerup
Skytteforening”, DDS-Roskilde, 73. kreds, tilsluttet
De Danske Skytteforeninger og Københavns Skytteforbund under Dansk Skytte Union
og Danmarks Idrætsforbund.
Foreningens hjemsted er Ballerup
Kommune.
§ 1.2
Foreningens formål er ved skydning som
idræt og andet kulturelt virke at fremme den enkeltes og fællesskabets sundhed
og trivsel.
§ 1.3
Foreningen er upolitisk.
§ 2.1
Som aktivt medlem kan optages enhver
for at øve geværskydning.
Pistolskydning må øves fra det fyldte
17. år, bestyrelsen kan dog i særlige tilfælde give dispensation fra denne
regel.
§ 2.1.1
Indmeldelse skal ske skriftligt på
indmeldelsesblanket til et af foreningens bestyrelsesmedlemmer.
For medlemmer under 18 år skal
indmeldelsesblanketten underskrives af forældre eller værge.
Indmeldelsen er bindende for mindst et
år, dog er der en prøvetid på 1 måned.
§ 2.1.2
Udmeldelse skal ske skriftligt, til et
af foreningens bestyrelsesmedlemmer, senest pr. 1. december før året, hvor
udmeldelsen ønskes gældende fra.
§ 2.2
Optagelse af aktivt medlem skal
godkendes af bestyrelsen.
§ 2.3
Som støttemedlem kan enhver optages.
§ 2.4
Overtræder et medlem foreningens
vedtægter og bestemmelser, kan bestyrelsen udelukke den pågældende til
førstkommende generalforsamling. Denne tager stilling til, om udelukkelsen skal
være tidsbestemt eller for bestandig. Den pågældende har på denne
generalforsamling ret til at deltage.
§ 2.5
Æresmedlemmer kan efter bestyrelsens
motiverede og enstemmige indstilling udnævnes af generalforsamlingen.
§ 3.1
Indskud og kontingent er det af
generalforsamlingen fastsatte.
Indbetalingsterminer
og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.
§ 3.2
Et medlem, hvis kontingent ikke er
betalt senest 1 måned efter påkrav, slettes automatisk af medlemslisten. Det af
Ballerup Skytteforening senest 2 måneder efter kontingentbetaling udsendte
medlemskort, eller tillæg til medlemskort, er eneste gyldige medlemskort til
Ballerup Skytteforening
§ 3.3
Flytning skal omgående meddeles
kassereren.
§ 3.4
Medlemskortet er gældende for
kalenderåret, der ligeledes er regnskabsåret.
§ 4.1
Foreningen ledes af en bestyrelse, der
består af 7 personer: Formand, kasserer, sekretær, udvalgsformand riffel,
udvalgsformand pistol samt 2 bestyrelsesmedlemmer. Desuden vælges 1 suppleant
til bestyrelsen, 2 revisorer, 1 revisorsuppleant, 1 fanebærer og 1
fanebærersuppleant.
Næstformanden konstitueres af bestyrelsen
mellem de til bestyrelsen valgte personer.
§ 4.1.1
Bestyrelsen nedsætter følgende udvalg:
a)
Riffeludvalg
b)
Pistoludvalg
Udvalgene består af følgende personer:
a)
Riffeludvalget:
1)
Udvalgsformand riffel
2) Indtil 5
medlemmer yderligere
b)
Pistoludvalget:
1)
Udvalgsformand pistol
2) Indtil 3
medlemmer yderligere
§ 4.1.2
Bestyrelsen fastsætter udvalgenes
arbejdsområde. Udvalgenes ønsker og beslutninger forelægges bestyrelsen til
godkendelse og bestyrelsen holdes løbende orienteret om udvalgenes arbejde.
§ 4.2
Valgene af de under § 4.1 nævnte sker
ved direkte valg under generalforsamlingen. Alle valg er gældende for 2 år.
Genvalg og nyvalg kan finde sted, når
personen er til stede eller har givet skriftligt tilsagn. Personer over 18 år
er valgbare til bestyrelsen.
§ 4.3
Der vælges i ulige år: Kasserer,
sekretær, udvalgsformand riffel, 1 bestyrelsesmedlem, 1 bestyrelsessuppleant, 1
revisor, 1 fanebærer og 1 fanebærersuppleant.
§ 4.4
Der vælges i lige år: Formand,
udvalgsformand pistol, 1 bestyrelsesmedlem, 1 revisor og 1 revisorsuppleant.
§ 4.5
Bestyrelsesmøde afholdes efter behov,
dog mindst 4 gange årligt.
Bestyrelsesmøder afholdes på begæring
af formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer
§ 4.6
Ved bestyrelsesmøder har
ungdomsafdelingen – skytter til og med 17 år – ret til at deltage med en
udpeget repræsentant, der ikke har stemmeret, men alene taleret.
§ 4.7
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig,
når mindst 4 af dens medlemmer, heriblandt formanden, er til stede.
Over bestyrelsens forhandlinger føres
en protokol.
Foreningen tegnes af Formanden og/eller
Kasserer. Ved økonomiske dispositioner over kr. 15.000,00 kræves underskrift af
formand og kasserer i forening.
Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom
skal godkendes af generalforsamlingen.
§ 5.1
Generalforsamlingen er foreningens
højeste myndighed, kun denne kan ændre eller ophæve vedtægter samt vælge
bestyrelse.
§ 5.2
Den ordinære generalforsamling afholdes
i marts måned. Kun fremmødte aktive medlemmer har stemmeret på
generalforsamlingen, såfremt kontingentrestance ikke forhindrer dette.
§ 5.3
Generalforsamling skal indkaldes med
mindst 14 dages varsel enten ved skriftlig meddelelse eller ved meddelelse på
Ballerup Skytteforenings hjemmeside. Generalforsamlingen ledes af en på denne valgt dirigent.
§ 5.4
For den ordinære generalforsamling
gælder følgende dagsorden:
1)
Valg af dirigent
2)
Formandens beretning
3)
Forelæggelse af det reviderede
regnskab
4)
Indkomne forslag
5)
Fastsættelse af kontingent og indskud
6)
Valg efter lovene
7)
Eventuelt
§ 5.5
Forslag der ønskes behandlet på
generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 8 dage før
generalforsamlingen.
§ 5.6
Ekstraordinær generalforsamling kan
afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når skriftlig
anmodning derom fremsættes af mindst ¼ af foreningens stemmeberettigede
medlemmer.
§ 5.7
Såvel ekstra- som ordinær
generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte medlemmer.
§ 5.8
Bestyrelsesvalg kan såvel som andre
afstemninger foretages ved håndsoprækning medmindre der forlanges skriftlig
afstemning, afgørelsen sker ved simpelt stemmeflertal, dog kræves der ved
vedtægtsændring 2/3 stemmeflertal.
§ 5.9
Foreningens praktiske arbejde er pålagt
de af generalforsamlingen valgte personer. Disse kan nedsætte udvalg til hjælp
ved det praktiske arbejde i foreningen. Foreningens daglige virke varetager
forretningsudvalget, der består af formand, kasserer og sekretær.
§ 6.1
Lovudvalget består af 3 personer, der udpeges af bestyrelsen.
§ 7.1
Foreningen kan kun ophæves ved to i
samme anledning indkaldte generalforsamlinger med mindst 1 måned imellem, og
når der ved begge generalforsamlinger er 2/3 stemmeflertal for dette.
§ 7.2
Ved foreningens ophævelse tilfalder
formuen De Danske Skytteforeninger, dog skal eventuelle modtagne effekter
tilbageleveres til de respektive hovedorganisationer.
§ 7.3
Efter disse vedtægters godkendelse er
alle tidligere love og vedtægter, foreningen vedrørende, sat ud af kraft. Disse
vedtægter træder i kraft straks efter vedtagelsen.
§ 8.1
Da foreningen er berettiget til at give
våbenpåtegning, er foreningens bestyrelse forpligtet til at give orientering
til politiet eller om fornødent at tilbagekalde våbenpåtegningen overfor et
medlem, der efter bestyrelsens skøn, af hvilken som helst årsag, ikke længere
bør være indehaver af en meddelt tilladelse til et våben.
Således vedtaget på generalforsamlingen
d. 24. maj 1948.
Senest ændret d. 12. marts 2008.